Holdet på plads til 2017

IMG_2663Om tre måneder træder Henning Larsen de første meter af RAAM 2017 – med et stærkt team bag sig.

Når starten går fra Oceanside den 13. Juni, er Henning Larsen i en ny alderskategori med de 50-59-årige. En kategori, som RAAM-ledelsen har udråbt til det hårdeste felt nogensinde. Så der venter noget af en udfordring, når Henning Larsen sætter sig i sadlen.

Han har allerede kørt mere end 7000 kilometer siden årsskiftet, hvilket er mere, end han plejer at have kørt på tilsvarende tidspunkt de tidligere år. Mange af kilometerne er dog blevet tilbagelagt i garagen, hvor han på en hometrainer har kørt virtuelle ruter – lige fra nabolaget i Vildbjerg til bjergstigninger som den berømte og berygtede Alpe d’huez.

Små justeringer

De små marginaler og detaljer kan få stor indflydelse på, hvordan de 5000 kilometer kommer til at forløbe. Henning har i sine tre tidligere deltagelser været hårdt ramt af ørkenens varme. Derfor tager han i år lidt tidligere afsted og bruger nogle dage i ørkenens hede i håb om at akklimatisere sig varmen, så han kan komme bedre gennem den første nat gennem Mojave-ørkenen.

I forhold til tidligere år er igen i år små justeringer på holdet, som denne gang består af ni hjælpere. Hvor der i 2015-udgaven kørte campere på tværs af USA, rykker holdet denne gang sammen i en enkelt. Det gør det forhåbentlig lettere at holde overblik over både husholdning og logistik, samtidig med at vi sparer chaufførkræfter til den ekstra camper.
Desuden har vi i år Susanne Sønnichen med på holdet, som vil have fokus på, at Henning får den mest optimale kost undervejs, så der hele tiden er power i benene.

Desuden har Henning som altid et stærkt sundhedsteam med sig, cykelnørder til at holde cykelgrejet i orden og én til at holde styr på billeder, tekst og video, så interesserede hele tiden kan følge med i, hvordan det går Henning på de amerikanske veje.