Holdet samlet igen – og klar til ny RAAM

Det er efterhånden lidt mere end tre måneder siden, Henning Larsen krydsede målstregen i Annapolis.
Mens Henning led ti dage i sadlen og kørte gennem ulidelig varme, passerede bjerge og kørte gennem det uendelige Kansas, delte holdet alt fra seng, tallerkner og tøj. Derfor var det et hyggeligt gensyn, da holdet igen var samlet over en middag med pulled pork og Henning Larsens favorit – is – til dessert.

Med fyldte maver blev der snakket lystigt, inden vi med billeder og videoer fik genopfrisket turen. Og så blev der som forventet snakket RAAM-fremtid. For selv om Henning Larsen allerede få minutter efter at have krydset målstregen i Annapolis annoncerede, at han ville komme tilbage til det ekstreme løb, så er planerne allerede nu kommet et lille skridt nærmere.

”Det er lidt træls, at jeg ikke kom under de ti dage i år. Det har hele tiden været drømmen, men nu har jeg så to målsætninger at gå efter,” siger Henning Larsen.
Den ene målsætning er at få skåret de fire timer og 18 minutter hans hidtidige rekord, men også at komme til at stå øverst på tavlen.

For mens alderen for de fleste arbejder mod sportsfolk, betyder et år mere på dåbsattesten, at Henning Larsen næste gang hører til i kategorien 50 plus, når han næste gang håber at kunne stille til start i løbet i 2018.

Fuld gang i foredrag

Henning Larsen er allerede i fuld med at finde sponsorer til 2018 og er også i gang med holde foredrag, hvor man kommer helt tæt på Hennings op- og nedture på RAAM-turen denne sommer. Det kan du få en lille smagsprøve på nedenfor, og hvis du har lyst til at høre mere om dette års tur på tværs af USA, har du naturligvis mulighed for det.
Du kan læse mere om hans foredrag og hvordan du får Henning Larsen forbi på hans hjemmeside: teamvestjyllandhl.dk